Ishøj Havn og Køge Bugt strandpark er opstået ved at pumpe cirka 5 millioner kubikmeter sand fra Køge Bugt, samt en eksisterende sandø.

Projektet og etableringen skete fra 1977 til 1980, og er blevet til en 7 kilometer lang badestrand og et 5 kvadratkilometer rekreativt område med skove, søer, stianlæg med bro- og sluseanlæg, parkeringspladser, kiosker og toiletbygninger, der naturligt falder ind i miljøet. Samtidig blev der indpasset 4 lystbådehavne i projektet med plads til cirka 3500 lystbåde.

Strandparken er bygget med to hovedformål.

Det ene formål var at etablere en god badestrand, samt et rekreativt område med gode adgangsforhold for befolkningen i hele hovedstadsområdet. Det andet formål, som i starten af projektet var det mest betydningsfulde, og som dannede det politiske grundlag for gennemførelse af projektet, var sikring af de lavtliggende områder langs kysten. Områderne var efterhånden blevet tættere bebygget, og årlige oversvømmelser forekom og bevirkede, at vandet trængte op i huse, kloakker m.m. dette gav store udgifter for grundejerne. Projektet er derfor bygget med et fremskudt dige, sikret mod land med sluseanlæg. Søerne indgår i denne sammenhæng som et led i Strandparkens funktion som højvandssikring.

Se historiske billeder i nedenstående fotogalleri.